Læs, hvad Tom Jørgensen fra Kunstavisen skriver om EHK i bogen 101 Kunstnere 2016 herunder

Else Husted Kjær

Else Husted Kjær, som er bosat i Vestjylland – lige ned til Nissum Fjord, hvor strandengene,
vandet, blomsterne og den store horisont er pejlemærkerne i hendes kunst – finder sin inspiration i
de nære omgivelser. Hun er imidlertid ikke en maler og en kunstner, for hvem det topografiske
spiller en altafgørende rolle. I hendes malerier og akvareller forvandles det lokale til det universelle.
Man kan også sige det på den måde, at de to størrelser er spejlinger af hinanden. Det nære landskab
hæver sig i hendes kunst op til en hyldest til alt skabt, og de universelle betragtninger har deres
umiskendelige rod i det vindblæste Vestjylland tæt ved fjorden og havet, hvor himlen er stor og
stjernerne lysende og nære. Dette havomspændte kosmos, som også fyldte den færøske digter
William Heinesens kunst.

Ordet ”hyldest” er ikke tilfældigt. Else Husted Kjær ser naturen, landskabet og lyset som et mirakel.
Et mirakel, hun har sat sig for at gengive i sine billeder. Et andet ord, der trænger sig på, er
”ekstase”. Frem for at være den nøgterne og køligt registrerende kunstner, sætter Else Husted Kjær
alt på ét bræt og øser ud af sin betagelse af naturen. Dette indebærer også, at hendes malestil frem
for at være naturalistisk kommer tættere på abstraktionen. Ofte så tæt, at det kun er billedtitlen, der
viser hen til et konkret sted eller en konkret stemning. ”Lyrisk abstraktion” er termen, man ofte
bruger til at benævne denne stil. En stil, der har franske rødder og i sit væsen kan spores tilbage til
de sidste åkandebilleder, Monet lavede i sin smukke have i Giverny. Uden al sammenligning i
øvrigt har Else Husted Kjærs billeder den samme ”nærsynede” optik på motivet, som opløser sig i
en mosaik af glitrende og glimtende farveskyer.

Et andet ord, man også er nødt til at bruge, er ”musik”. Man skal ikke se længe på Else Husted
Kjærs billeder for at opdage lighederne med musikkens verden. Som tonerne i et stykke musik,
hvad enten der er tale om en klassisk symfoni (som er det, Else Husted Kjær selv lytter til) eller et
stykke jazz, er malerierne fulde af farveklange. Toner af stemningsfuldt blåt, intenst aftenrødt,
energiske eksplosioner af solgult og forfriskende strejf af smaragdgrønt danser menuet med
hinanden på billedfladen i ordløse fortællinger om poesi og naturmirakler.

Skal man sammenligne Else Husted Kjær med en anden dansk billedkunstner, må det blive
bornholmermaleren Oluf Høst. Begge bruger farverne nærmest som en form for naturevangelium.
De gør sig begge deres observationer, men det færdige resultat nærmer sig visionen. Følelserne,
betagelsen og identifikationen med det sete og skabte er uden mellemregninger, uden bagtanker,
uden filter. Det er alt eller intet. Som al god kunst i øvrigt.