Af en kunst-kritikker Lise Grunnet fik jeg engang denne smukke titel:
“De lyse dages maler”
en titel, som jeg er meget stolt af – idet jeg synes: Det er kunstens opgave at “løfte” mennesket op i lyset – være en “Øjenåbner” så eventyret – de smukke landskaber – poesien – kan finde plads i menneskets hjerte! Og derved give hver enkel en rigere hverdag!
For kunsten er den største gave menneskene har fået!
For tænk engang, hvor fattig verden ville være uden – musik – digte maleri …..
Derfor kæmper jeg for poesien hver dag – den kommer nemlig ikke altid af sig selv!
Curriculum vitae
Navn: Else Husted Kjær
Født: 1948
Proffession: Billedkunstner, Digter og foredragsholder
Uddannelse: Studeret litteraturhistorie i 5 år på Århus Universitet.
Debut som billedkunstner: 1970: Lemvig Museum og Kunstmuseet i Thorshavn
Debut som digter: 1988
Privat: Gift – har 3 sønner og mange herlige børnebørn
Mine valgsprog:
Man skal altid ha’ tid til en kop kaffe! Hold fast i dig selv og Vor Herre!
Du kan hente en folder om Else Husted Kjær her
Poesiens forkæmper yderst mod vest!
På mine daglige vandreture langs Nissum Fjord (4 km fra Nordsøen) – hvor vindene tar´ vilde og venlige favntag med verden og mig – fødes mine oliemalerier i tæt symbiose med mine digte!
Af og til kommer jeg dog også ud i den store verden – idet jeg i 2002 / 03 blev inviteret til at udstille i Indien i Bombai, Hyderabad, New Delhi og Bangalore – en vældig udstillings- og udviklingsrejse for en nordbo – som derved fik nye og varme farver på paletten – og i hvis kølvand fulgte en række udstillinger i Danmark året efter, bl.a. i Rundetårn sammen med indiske kunstnere. Også i England og Norge har jeg udstillet flere gange – og jeg har cirka 15 separatudstillinger i Kunstforeninger rundt omkring i Danmark hvert år
Hele sommeren 2005 var jeg inviteret til at udstille H.C. Andersen malerier – i fortolkning – på Petter Dass Museet i Alstahaug i Norge.
Læs her hvad naturen – landskabet – himmelrummet betyder for mine digte – mine malerier – mine foredrag.
Skrevet af Siri Luk (Journaliststuderende)
Du kan downloade artiklen her.
Livet og landskabet
Else Husted Kjær, 63 år, kunstmaler og digter. Bor i Nees ved Nissum Fjord i Vestjylland.
”Man skal ikke være bange for sig selv, hvis man skal bo herude. Man skal hvile i sig selv og turde være alene,” siger Else Husted Kjær. Den brede græsmark ned mod Nissum Fjord er hendes baghave. På den anden side af vandet ligger Thorsminde og de hvide klitter, der holder Vesterhavet væk fra det skrøbelige land. Mod øst ligger markerne og enkelte gårde spredt i landskabet, der ikke har vist megen gavmildhed over for bønderne i tidens løb.
Det rå, omskiftelige vejr får Nissum Fjord til konstant at skifte farve. Fra frisk dybblå til fjendtlig brun, senere nærmest hvidgylden under solen.
Indenfor er der roligt. Brændeovnen har varmet stuen op, og Else Husted Kjær går til og fra for at sætte frokosten på bordet.
”Fjorden er i skjorteærmer i dag,” bemærker Elses mand, Mads, mens han kigger ud på vandet fra stuen. Den bidende nordvestenvind gør bølgerne skumklædte, som om fjorden har smøget ærmerne op. Nu skal der bestilles noget. Gennem de store vinduer i huset betragter de to hver dag vandet, himlen og det skiftende vejr, mens de drikker morgenkaffe, spiser frokost eller bare dvæler et øjeblik ved udsigten.
Men landskabet er ikke bare en kulisse. Ikke bare rammen omkring et liv.
”Landskabet betyder alt for mig. Det er jo mit liv, det her. Det er alle de farvesymfonier og malerier, der hele tiden er i landskabet. Fuglene, der flyver. Himlene ikke mindst. Og så er der stjernerne,” siger Else, der er både digter og kunstmaler.
Landskaberne udenfor farver hendes sindsstemning. Og det er dem, der er inspirationen i hendes digte og malerier. Hendes indre landskaber spejler sig hele tiden i de ydre.
”Om sommeren er der ofte østenvind. Jeg synes næsten ikke, jeg kan få luft i den. Det er som at køre baglæns i et tog. Men hvis så den drejer og går i nordvest, så kommer den med den friske vind, og fjorden og himlen bliver så blå, så blå. Så kan jeg få luft igen, og så kommer der gang i maskineriet. Så skal jeg op og male,” siger Else.
*
Hun og Mads haft gården i snart 40 år. Poesigården, som den hedder, ligger i Nees omkring 13 kilometer nordvest for Vemb. På vej til byen kan Else stoppe hos naboen for at bytte Kristeligt Dagblad til Lemvig Folkeblad, og lidt længere henne bor bondekonen, der altid har en bakke frisklagte æg klar. Også hun har boet på sin gård længe. 73 år, og hun har ikke tænkt sig nogensinde at skulle væk derfra.
Heller ikke Else har haft lyst til at komme væk fra området. Ikke fordi hun ikke tror, hun kunne falde til andre steder. Hun er såmænd fleksibel nok, og bare hun har poesien med sig og kan få lov til at kigge ud, tror hun godt, det kunne gå.
Men så alligevel. Der er noget helt særligt over den hårde, vestjyske natur. Herude får man ikke noget forærende. Som det lokale ordsprog siger: ”Herregud, er du fra Nees? Kom da ind og få en mellemmad”.
*
Else Husted Kjær voksede op i Vemb med sin far, mor, en bror og en søster. I 1970 blev hun udlært som defektrice på Holstebro Apotek, selvom hun fra starten vidste, at det ikke var det, hun ville. Men som vestjyde render man jo ikke af pladsen, som hun siger. Da hun var færdig, gik hun i stedet i lære som biblioteksassistent på Holstebro Bibliotek, som hun hver dag tog turen til fra det lille stuehus, hun havde lejet mellem Vemb og Gørding.
Det var også her i området, hun mødte Mads. Hun vidste nu godt, hvem har var, og havde engang sagt, at sådan skulle hendes bondemand også se ud. Og sådan blev det.
Gården købte de i 1971. Her passede Mads sine malkekøer, mens Else passede de syv børnebiblioteker i Ulfborg-Vemb Kommune – dog på halv tid, så der var tid til at male og skrive. Men da hendes ældste søn var et år gammel, stoppede hun helt som biblioteksassistent for i stedet at blive fåreavler på gården.
”Uden får havde ingen nordboere været levende i dag,” siger Else, som på mange måder ser sig selv som et meget nordisk menneske. Hun havde for eksempel aldrig havde troet, at hun skulle komme til Indien, som det skete for et par år siden, da hun udstillede der.
Men Norden, det er noget andet. Færøerne, Grønland, Nordnorge og Island har alle lagt landskaber til hendes malerier. Den barske natur virker ikke fremmed i forhold til det vestjyske område, hun selv bor i.
Det er noget med ydmygheden, tror hun, når man lever et sted, hvor jorden ikke bare ubetinget giver. Ikke ligesom i Østjylland, hvor de fede jorder nærmest kaster afgrøder af sig. Forskellen på de to landskaber beskriver hun bedst, da hun læser sit digt På rejse om at tage toget fra vest mod øst; væk fra de flade, vestjyske marker:
Jeg elsker de magre marker
der frosne
og i vinterlig forskansning
farer forbi mit blik
Tålsomme tålmodige marker
i passepartout
af skæve træer
– bosætter sig blidt i mit indre
”Så snart man nærmer sig Østjylland, er landet et andet. Frimodige fremadfarende marker fylder forundret mit blik. Så er folk ikke nær så beskedne mere – og det er også godt nok,” siger Else, som sidst i digtet konstaterer, at i Østjylland er der ingen vemodighed.
Det er der derimod herude, i hvert fald når vejret bringer vemodigheden med sig.
”Det kan godt være, det bare er den almindelige nordiske melankoli. Det er en stemning. Man behøver jo ikke at være tosseglad hele tiden,” siger Else.
Når hun beskriver sit forhold til naturen, lyder det næsten som et omskifteligt kærlighedsforhold, som hun ikke ville være foruden. Som når solen kærtegner hendes kind, eller vinden rusker hende godt igennem. Og ligesom to elskende påvirker hinandens sindsstemninger, bliver hun også påvirket af naturen.
”Hvis ens elsker er stille, er man måske også selv stille. Vi har haft utrolig meget tåge i november og slet ingen regn, og så er man lige så stille, som dagen er. Det er tid til eftertænksomhed,” siger Else.