En dag hørte jeg i Danmarks Radio – i 1995 var det ( som jo også var 50 året for sidste verdenskrigs slutning ) en norsk kvinde, som under krigen havde været i koncentrationslejr fortælle.Medrivende var det at lytte til. Ikke så meget om alt det forfærdelige – men om : Hvad det var, der gav dem – fangerne – livsmodet – det der fik dem til at holde ud – og derved evnen til at overleve!
Det var netop : POESIEN!
En medfange kunne nemlig – fortalte den norske kvinde – nogle af den svenske trubadur Evert Taubes vidunderlige poetiske viser udenad !
Kvinden lærte sine medfanger disse dejlige toner og digte – og når de kunne komme af sted med det – sang de dem sammen; men hvis fangevogterne var i nærheden – lå viserne , som en lille fugl i hjertet på dem. Varmede – når den baskede blidt med vingerne – og ligesom sagde: ”Det skal nok gå alt sammen – vi klarer det!”
Viserne – digtene – poesien blev som en kostelig skat – der varmede helt ind i sjælen – løftede dem op – og gav livsmod til alle!
Den norske kvinde troede ikke hun havde overlevet tiden i koncentrationslejren – uden viserne uden poesien!
Poesien kan man ikke slå ihjel!
Den helbreder ! Løfter dig op af livets tomhed!
Og siden dengang jeg i 1995 hørte den norske kvinde fortælle sin historie,
har vores gård heddet ”Poesigaarden”!